• Carlsberg lander milliardopkøb af britisk læskedrikgigant

    ソース: BDK Finans / 08 7 2024 03:45:32   America/New_York

    Carlsberg og den britiske læskeproducent Britvic er nået til enighed om et opkøb for 3,3 milliarder pund svarende til 29 milliarder kroner. Opkøbet kommer til at skabe markant værdi i de kommende år for Carlsberg og skaber både en række strategiske og finansielle fordele for bryggerigiganten. Det fortæller Jacob Aarup-Andersen, topchef for Carlsberg. »I alle de lande, hvor vi driver både læskedrik- og ølforretning, har vi både bedre margin og resultater, end når vi kun driver ølforretning. Det er en transaktion, der skaber værdi for aktionærerne på flere planer,« siger han. Aftalen er nået i hus, efter Carlsberg tidligere har fået afvist to bud på Britvic, der producerer læskedrikke som Pepsi Max, 7UP og Mountain Dew. I midten af juni bød Carlsberg 27 milliarder. Det blev afvist, fordi det var for lavt for bestyrelsen i Britvic. Denne gang er det en enstemmig bestyrelse, der giver grønt lys til tilbuddet, der fortsat skal godkendes af selskabets aktionærer. Næste skridt i rejsen Opkøbet gør Carlsberg til Pepsis største partner i Europa, og åbner også op for yderligere muligheder for samarbejde med Pepsi, fortæller Jacob Aarup-Andersen. »Det er næste skridt i vores rejse, at vi skaber en mere robust, fremtidssikret og diversificeret forretning omkring vores ølforretning. Og så har det helt klart stærk langsigtet værdiskabelse for vores aktionærer,« siger han. Tirsdag morgen stiger Carlsberg-aktien med 3,5 procent. Det sker, efter at aktien i juni faldt med ni procent, da tilbuddet på 27 milliarder kroner blev afvist. Carlsberg suspenderer i forbindelse med opkøbet aktietilbagekøb, og det var blandt andet frygten for dette, der sendte aktien ned. Jacob-Aarup Andersen lægger dog vægt på, at man nu kan præsentere den samlede baggrund for opkøbet og mulighederne, det skaber. »Der var en negativ reaktion for ti dage siden især, fordi folk ikke havde mulighed for at forstå den bredere historie. Vi vil bruge de næste dage på at fortælle den historie og interagere med vores investorer. Så er det op til dem, hvordan de håndterer det,« siger Jacob Aarup-Andersen. Nu skal opkøbet godkendes af Britvics aktionærer, og det forventes at komme til afstemning i august eller september. Det er ifølge Jacob Aarup-Andersen både Britvics og Carlsbergs forventning, at det bliver et ja. »Men det er selvfølgelig i sidste ende op til aktionærerne. Vi mener det her er et fuldt og et fair bud, og det er en meget vigtig detalje, at det bliver anbefalet af Britvics bestyrelse, som kommer til at betyde meget for mange af aktionærerne,« siger Jacob Aarup-Andersen. https://www.berlingske.dk/virksomheder/carlsberg-lander-milliardopkoeb-af-britisk-laeskedrikgigant
シェアする